‘Kødklister’ er sminke på gammelt kød
Stoffer som kødklisteret thrombin bomber vores maddannelse tilbage. Jeg er stolt af, at Danmark stemte imod kødklisteret thrombin i EU.
Men lad mig alligevel reflektere over de konsekvenser, som jeg mener er potentielle faldgruber, når det nu alligevel lister sig ind på det danske marked:
Fedmen
I hele den vestlige verden kæmper vi med milliarder og atter af milliarder af kroner til forebyggelse og bekæmpelse af fedme – vi må bare se i øjnene, at det stigende antal kalorier, som verden over fortæres via dårlige, helfabrikerede, fede måltider af slørede affaldsprodukter, ringe fødevarekvalitet og tilsætningsstoffer, påvirker udviklingen af fedme.
Jo mere sløret et måltid er – fordi det med al sandsynlighed er et præfabrikeret sminket lig – des sværere er det at vurdere, hvad man spiser. Og jo højere ’ledvogtereksamen’, der skal til for at forstå, hvad et produkt indeholder, des flere er der, som ikke kan gennemskue deres egne måltider med hensyn til ernæring, smag og kvalitet.
Sisyfos
Vi skyder os selv i foden: På den ene side postes der penge i madeksperimentarier, udvikling af måltidskultur, bekæmpelse af dårlige madvaner, konkurrencer for supermarkeder i at sælge sunde varer, madpakkeprojekter og en skov af andre projekter og puljer til fremme af det hæderlige måltid i sundhedens navn.
På den anden side tillades stoffer i maden, der kan få en madvare til at være noget, den ikke er. På den måde kan vi fortsætte sisyfosarbejdet i én uendelighed. Det er en helt ualmindelig himmelråbende dumhed at trodse al den forskning og generationer af erfaring, der tydeligt indikerer, hvad vi i hvert fald ikke bør og bør gøre for at fremme livskvalitet på måltidsiden.
Social ulighed
I dag kæmpes der en næsten uvindelig kamp for at vende dårlige madvaner til gode. Og vi må desværre sande, at der er en social ulighed i, hvem der har hvilket sundhedsniveau. Nu forblindes man yderligere til at købe billige, ringe fødevarer, fordi thrombin kan få en senet, gammel malkeko til at ligne en lækker velhængt mørbrad.
Man skal ikke have læst megen avis for at vide, at stoffet ikke er noget, vi glæder os til at spise – men den viden når ikke de dårligt socialt stillede. Oven i købet kommer det måske til at stå med SMÅT, at dette importerede helfabrikerede måltid er tilsat thrombin. Her kan vi så igen minde os selv om, at den indsats, vi gør med den ene hånd, modarbejder vi med den anden.
Laveste fællesnævner
At vi i dette år 2010 ikke er kommet længere end til laveste fællesnævner for, hvad vi ønsker fra politisk side (EU) at tillade som menneskeføde – trodser simpelthen enhver beskrivelse. At vi ikke har fattet konsekvenserne af de sidste generationers fejlslagne fødevarepolitik, som nu viser sig som et vink med en vognstang i form af fedme og andre livsstilssygdomme – det er lige så ubeskriveligt. At vi ikke endelig kan finde ud af at ’trække en streg i sandet’ og tænke over, hvor ringe mad vi egentlig vil spise/tillade.
Alle tendenser, trends, forskere og frontløber-forbrugerpræferencer peger hen imod gennemskuelighed, autenticitet, sporbarhed. Hvordan kan stoffer som thrombin så pludselig dukke op?
Det er naturligvis et ønske fra industrien – det handler udelukkende om ’tisse-i-bukserne-penge’, det vil sige, at der på kort sigt kan scores en masse penge på sådanne tiltag. På lang sigt undergraver vi vores egen natur og ’ha’-det-godthed’. Samtidig forplumres ernæringsmæssige kriterier og dyder. Vi ved allerede, hvad det koster ikke at have styr på det – milliarder og atter milliarder verden over.
Bragt i Politiken 14. feb. 2010
