Magre oste er for kedelige
Fedtfattig ost, der smager, er en mangelvare. Smilet stivner, når man som passioneret madnørd, der ønsker at holde den slanke linje i hverdagen, når supermarkedets ostehylder.
Der er kort sagt ikke meget at grine ad, når vi snakker ost, der både skal være sund og smage godt.
Den slags er et nærmest ikkeeksisterende produkt på hylderne hos supermarkeder og ostehandlere. Og det er en skam for både forbrugere og forhandlere.
God smag er fed
Desværre er der samme filosofi ved osteproduktion, som kendetegner en lang række andre forarbejdede fødevarer: Når der endelig skal laves en fedtmæssig lettere udgave af en given vare, skal den fedtbarberes til ukendelighed.
En almindelig skæreost indeholder ca. 26 g fedt per 100 g. Man kalder det også en 26-procents ost eller en 45+-ost – + angiver fedtstofmængden i tørstofindholdet i osten, og som hovedtråd kan man tage mængden af fedt per 100 g ost og groft antaget gange med to.
30+ kan være vejen frem. Ser vi på 30+-oste, kan de være meget interessante, når der både skal tages højde for smag og sundhed. Der er kaloriemæssigt et godt spring fra en 45+ til en 30+-ost, men 30+-osten har stadig et stort gastronomisk potentiale, såfremt håndværket er i orden.
Mangel på smag
Jeg har i årevis haft fokus på at finde 30+-oste med god smag, men det kniber, og der er nærmest intet sket i de 12 år, hvor jeg har søgt. Jeg savner ostehandlere og supermarkeder, som bugner af gode smagfulde oste på 30+. Skæreoste, blåskimmel, lagrede, milde, ged, får, ko.
Hvis håndværket er i orden, kan vi ikke bruge argumentet om, at de ikke smager af noget – jeg har smagt nogle særligt importerede 30+-oste med særdeles god smag.
Brug mager ost i varm mad
Jeg oplever stadig, at de fleste vælger en fuldfed ost på 45+ ud fra det argument, at de hellere vil have en enkelt fuldfed ostemad end flere ostemadder med slankeost. Hertil vil jeg knytte to kommentarer: Da ost desværre indeholder en del kalorier fra usundt mættet fedt, kan der være en sundheds- og vægtmæssig ide i at spise 30+-oste i hverdagsmåltiderne.
For det andet forstår jeg godt, at folk forbinder 30+-ost med et smagstab – for kun de færreste 30+-oste, der kan fås i almindelige supermarkeder, er værd at spise.
Prøv 30+ i en varm ret
Man skal lede længe efter de gode – ofte er det kun kedelige skæreoste, der er til at få fat i.
Indtil de gode 30+-oste kommer i handlen, kan de lidt kedelige 30+-oste dog sagtens gøre sig gældende i det varme køkken.
Bragt i Politiken 18. jan. 2010




