Sådan gik dansen om madpakkerne
Danmark er ’brændt barn’ i processen om mad i daginstitutioner. Med al den dårlige mad, vi tillader os, hvordan kan vi så nogen sinde tro på, at maden til vores børn skulle være bedre end som så?
Jeg kan lige så godt tage bladet fra munden her i øverste linje og sige, at jeg er for vuggestuemad, børnehavemad, skolemad, sfo-mad, klubmad og i det hele taget for mad og ikke imod.
Det har været forrygende at se positiv madenergi i medierne fra forældre, der ynder at smøre en anstændig madpakke selv, og som derfor frygter en degradering af sundhedsgastronomien i barnets hverdag ved en madordning. Lige præcis den skarpe tunge for måltidet er meget vigtig i udvikling af landets maddannelse – til senere opbygning af national madselvtillid.
Madordningen skal være gennemtænkt
I helikopteren kan jeg se, at det, der er sket i denne proces om institutionsmad, er det, der bare ikke må ske i vores madmindreværds-skrøbelighed: Når vi som nation søsætter et så universelt og intimsfære-påtrængende projekt, skal alt være gennemtænkt, planlagt og beregnet for at lykkes.
For at sige det kort: Jeg ville være blevet fyret, hvis jeg havde kørt en tilsvarende proces i en privat virksomhed.
Ingen garanti for kvalitet
Som forælder har man absolut ingen garanti for og tro på, at maden overholder en vis råvare- , ernæringsmæssig og gastronomisk kvalitet, for hvad har vi at stole på? Hvad er vores erfaringer? At danskere kan man spise af med hvad som helst, bare der er meget af det, og det er billigt.
Men dette billede er ved at rykke sig, og der er en stor skare – sikkert også dem, der klamrer sig den hjemmesmurte gode madpakke – der ikke vil lade sig og sine børn blive spist af med den menu. Vi vil gerne have knoldselleri, hvidkål, gulerod og linser, men det skal være hæderligt, ordentligt tilberedt og have et seriøst ernæringsniveau. Og det er her, hunden ligger begravet.
For hvis vi nu havde en madkultur med selvtillid, med en tradition for ufravigeligt gode, hæderlige måltider, ja så kunne vi jo også trygt overlade madlavningen og maden, vores kære poder skal spise, til veluddannede madhåndværkere.
Kålen mangler kreativitet
Vi står bare i det her dødvande – i disse generationer – hvor vi som nation vakler mellem nærighed, alt for ringe køkkenuddannelser, ringe tværfaglighed mellem sundhed/ernæring og gastronomi, manglende indsigt i råvarer og for lav kreativitet i forhold til at trylle et guddommeligt måltid ud af et hvidkålshoved.
Men når vi får lov at smage på det veltilberedte hvidkålshoved, så er vi vilde i køkkenvarmen og bønfalder madskoler, kogebøger og køkkencoaches om hjælp til at rydde op i al skodmaden.
Køkkenet bestemmer niveauet
Med den bagage, hvordan kan vi så smide den bombe, at nu skal dit barn altså fodres af med et – set fra forældrenes synsvinkel – uoplagt måltid på lavbudget af tvivlsomme råvarer? Det er ikke nødvendigvis virkeligheden, at maden er/bliver sådan – for der findes bestemt masser af steder, hvor maden vil blive rigtig god, og hvor processen kører godt, men desværre er der ingen national garanti.
Maden bliver lige så god eller dårlig som de (rå)varer, der indkøbes, og de køkkenfaglige kompetencer, der rører i gryderne.
Men når det er sagt, er der absolut ingen tvivl om, at et måltidsmiljø i offentlige institutioner vil kunne skabe en kollektiv maddannelse og en optræning i fokus på at tage os godt af os, hvilket er yderst desperat tiltrængt.
Men det skal gøres ordentligt.
Sagen er bøf
Det koster det, det nu engang koster, at tilberede et måltid mad af almindelige råvarer (som hvidkål og knoldselleri). Det skal bare smage godt af noget og af friske råvarer, det skal være sundt og følge de otte kostråd – det er så såre enkelt, at det skriger til himlen.
Det kræver uddannelse, logistik og budget. Og så skal vi lige igen huske, hvor stor værdi (læs penge, glæde og sundhed) der ligger gemt i god smag, fiberholdige og fuldkornsråvarer og god tekstur.
Bragt i Politiken 21. feb. 2010
