Vi smider mad væk, som intet fejler
Langt de fleste forbrugere stoler blindt på datomærkninger.
Big Business, er nok det mest dækkende ord for industriens datomærkning af de især langtidsholdbare fødevarer som eks. tør- og dåsevarer. Men går vi et spadestik dybere end, at det “bare” er big business, så er der nogle dybt uetiske problemstillinger ved de upræcise datomærkninger, som de i virkeligheden er.
Først og fremmest skabes den store forretning i at forbrugere ikke er uddannet i at bruge deres sanser i køkkenet. Det betyder at langt de fleste forbrugere stoler blindt på datomærkninger og derfor smider råvarer ud, som i virkeligheden intet fejler, for så at købe noget nyt. Heri ligger der et kæmpe omsætningspotentiale, som både supermarkeder, bønder, fødevareindustri og transportsektoren tjener penge på. Det er ellers fuldkommen enkelt at smage og dufte sig til en sikker vurdering af fødevareres spisepotentiale: Dufter det godt eller ikke af noget og smager det som det skal, ja, så værsågod at spis.
Dernæst har vi et dybt uetisk problem: Op mod halvdelen af de fødevarer, som produceres i denne verden når aldrig ind i mundhulen. Det er problematisk. Dels fordi at fødevarer i stor stil produceres på ubæredygtige metoder, som forurener vores miljø med pesticider, kemikalier, medicin, farvestoffer og uetisk dyrehold. Alt sammen til fordel for at producere enorme mængder til priser, der alt sammen forårsager, at vi føler, at vi kan tillade os bare at smide det ud. Dels er ca 10-12% af al co2 udledning i følge den grønne tænketank Concito (min personlige mavefornemmelse er, at det tal er noget større) i denne verden er forårsaget af produktion og transport af fødevarer. Igen en helt uetisk og fuldkommen ubegavet måde at begå sig på i eks. miljøsammenhænge.
Der vil i nær fremtid banke et bæredygtighedsdilemma på hver og en borgers og fødevareproducents/ industris dør. For stort set al fødevareproduktion, forbrug, salg og distribution er forbundet med stor uvidenhed, dovenskab, cool business og sløseri. Og den adfærd kan ikke implementeres i et grønt-/ klima- og bæredygtighedsregnskab.
Vi vil derfor komme til at se et paradigmeskift indenfor al fødevareproduktion (og på mange andre væsentlige områder, men det er en anden diskussion) og forbrug. Lige nu ser vi industrien gøre endnu mere af det vi egentlig allerede for længst har konstateret ikke holder; nemlig endnu flere regler, endnu flere pesticider, endnu mere økonomisk håndfast magt i fødevareproduktionen/ industrien og i interesseorganisationer. Men, både forbrugere og fødevareproducenter/ industri er nød til at slippe og gå med i modstanden. Rydde op og få taget hul på det nye paradigme om ægte bæredygtighed. Det er ikke nice to do, men need to do!
Vores kønsløse forhold til mad, fødevarer og måltider og evnen til at tage god næring til sig er grundlaget for at madspild kan forekomme. Åndeligt og sanseligt er især den vestlige menneskehed sat på stand by. Vi lader os overvælde af sanseforurening døgnet rundt – børns fødes ind i det, så det er vores referenceramme for, hvad vi formår af eks. at kunne smage og dufte ordentligt. Og at have fordybelse i sit liv. Den filosofiske dimension i denne problemstilling er derfor påtrængende, nemlig at fysisk såvel som åndelig føde er detaljegjort i den fremtrædende vestlige kultur. Og derfor er det så nemt bare at købe og smide ud i et livslangt hamsterhjul.
Vi er derfor 1.: Nød til at skabe nye rammer for, hvordan vi som mennesker såvel som industri/ fødevareproducent kan tillade os at opføre os overfor denne jord. 2.: Vi er alle nød til at ændre adfærd, kigge os selv i det etiske morgenspejl og skabe de ændringer vi selv ønsker at se i verden. 3.: Vi kunne med fordel øge vores kompetencer i at være etiske og moralske forbrugere og producenter – der mangler nemlig både viden, kundskab og visdom. 4.: Vi kunne med fordel finde vores egen plads i vores egentlige BEHOV for at forbruge, således vil vi kunne mærke en overbevisning om, at begavet forbrug kommer hele kloden til gode. 5.: Når disse parametre er opfyldt, vil det skabe en ny produktions- og forbrugeridentitet, som vil understøtte bæredygtighed.
Bragt i Politikens debatsektion mandag 2. januar 2012.
