Ha det godt – Sund mad helt sikkert
I ‘Ha det godt – Sund mad helt sikkert er ‘Ha’ det godt’-værten Marianne Florman fra DR1 gået i køkkenet med Birgitte Escherich fra Kostkompagniet. Sammen laver de nemme, sunde og lækre retter til alle tænkelige situationer – her er der taget højde for såvel den travle børnefamilie som den romantiske middag.
ImageDer er fokus på, at sund mad er hverdagsmad, der både er nemt, sjovt og ikke mindst velsmagende. Så der er både taget højde for de officielle kostråd i udviklingen af opskrifterne, og de fem smage – surt, salt, bitter, sødt og umami, som Birgitte Escherich også introducerer læserne til i bogen.
Ud over Birgitte Escherichs opskrifter på sund og lækker mad kommer både Marianne og Birgitte med gode råd til at spare på fedtet, til sunde mellemmåltider og til i det hele taget at finde motivationen til at lægge kosten om og gøre det sunde og aktive liv til en del af hverdagen. De to forfattere deler også ud af deres egne personlige erfaringer med at forsøge at leve sundt og holde sig fra de søde sager i en travl hverdag med både karriere og børn.
Forfatterne
Marianne Florman er 44 år og tidligere professionel håndboldspiller, hun er gift og har to børn på henholdsvis syv og fire år. Hun har gennem en årrække arbejdet som studievært, blandt andet på programmet ‘Ha’ det godt’ på DR1. Programmet holder sommerferie lige nu, men kan opleves igen fra august hver tirsdag klokken 19.30, og tidligere sendte udsendelser kan ses på dr.dk/hadetgodt.
Marianne Florman er bosat på Sjælland, men arbejder i Århus og har derfor det travle pendler liv helt tæt på kroppen.
Birgitte Escherich er 43 år og uddannet cand. scient. pol. og professionel gastronom. Hun er gift og har to børn på henholdsvis fire og 11 år. Birgitte startede i 2001 Kostkompagniet, der rådgiver i sundhedsstrategier i og produktudvikling for erhvervslivet og industrien.
Birgitte Escherich har mange års erfaring i at formidle forskning indenfor ernæring, gastronomi, sensorik og økologi både teoretisk og i praksis. Hun er også forfatter til bogen ‘Kloge Kalorier’.
‘Ha’ det godt – sund mad helt sikkert’ er udkommet på DR Multimedie, gennemillustreret,192 sider, vejl. pris 249 kr.




