I dag 22.2.12. i Nyhedsbrevet ”Food Supply” er overskriften ”Forbrugerne dropper økomælken”.

Forklaringen lyder, at i krisetider dropper folk økologien. Det er ellers ikke de tal der kan genkendes fra alle andre statistikker på området. Tværtimod.
Læs bare de sidste nye tal fra Fibl og IFOAM.

Så alt andet lige lyder dette argument ikke som værende i tråd med al mulig anden statistik, undersøgelser og analyser. Hvad er grunden?

Jeg fik den tanke, at der kan være andre årsager, nemlig at flere og flere dropper mælk i det hele taget. First moverne – dem, der er først til at ændre vaner og dem, der er først med nye forbrugerreaktioner og –vaner er begyndt at stille spørgsmålstegn ved om mælk nu er så sundt, som vi altid har fået af vide at det er. Det er også alle dem der ellers er loyale øko-mælksforbrugere, indtil de ændre adfærd.

Man kan evt. læse de tre forskere biolog lic. scient Ane Bodil Søgaard, overlæge, cand. med. Karen Østergaard og Fagbogsforfatter mag. scient. Troels V. Østergaard’s bog ”hvad er det du drikker” eller besøge nomilk.dk. Jeg har læst videnskabelige artikler om sammenhænge mellem mejeriindtag og prostatakræft. Og jeg ser og hører i mit professionelle virke, om mennesker der er sluppet af med øre-problemer og snotnæser hos børn, præmenstruelt syndrom, acne og hudproblemer, ømme led og mange andre grimme ting ved helt og holdent at droppe mælken.

Jeg er opvokset på mælk og troen på at man nærmest ville forsumpe, hvis man ikke fik sin ½ l. mælk. Min grundvold er rystet, men ikke desto mindre har jeg åbent sind, åbent hjerte og åben vilje til at ville denne verdens folkesundhed det aller bedste. Jeg har ingen økonomiske interesser og er total uvildig – dette er blot min presensing på dette felt.

Og mælk kan uden besvær erstattes af plantemælk. Måske det skulle være Arlas nye indsatsområde: Hvorfor SKAL mælk komme fra en ko, når den kan komme fra ris, havre, mandler, nødder, quinoa, soja og sikker mange flere vi endnu ikke har hørt om. Køerne er et miljøproblem, så alt i alt ville det være tillokkende at snakke om mælk fra planter i stedet.

Spændende er det at læse artikel i Week-endavisen 17.2.12. af cand. mag. Ph.D.-studerende Mikkel Jacobsen, der forsker i måltidskulturens betydning for sundhedstilstanden.

For at koge det helt ned til en enkelt sætning, ja, så handler sundhed via måltiderne om én ting: Glæden ved måltidet.

Studier foretaget af den franske sociolog Claude Fischler undersøgte 7000 borgere fra Frankrig, USA, Italien og England om deres tilgang til måltidet. På trods af at sundhedsværdierne i maden var de samme mht kolesterol- og fedtindtag, ja, så havde de sydeuropæiske landes borgere større sundhed, lavere BMI og lavere vægt. Og forekomsten af hjertekar sygdomme er tre gange lavere. Hvorfor? Fordi man spiser sammen i et fællesskab og for et fælles formål, nemlig fællesskabet. Man spiser også for at opleve smagen, friskheden, råvarernes oprindelsessted, identitet og naturlighed. Man tænker ikke i fedt, kulhydrater, proteiner, men snarere i selve retten og dens særkende. I USA og England er det et individuelt foretagende at spise og man går op i fedt, kulhydrater og proteiner. Det vil sige et mere teknisk forhold til madem mere som en nødvendighed fremfor en stor glæde.

Claude Fischler anbefaler derfor at kigge på positivsiden – at droppe skræmmekampagner og i stedet fordre de gode måltider og rammerne herfor.

Jeg vurderer, at DK ligger mellem de sydeuropæiske lande og så England/ USA mht måltidskulturen. De fleste værdsætter at tilberede i hvert fald ét måltid om dagen med det formål at spise sammen med familien, men vores kendskab, glæde og sansning af måltidet ligger desværre på linie med USA og Englands – vi har ikke meget glæde og sansning ved måltidet – det ses især på den kvalitet man vil bruge penge på i DK. Jeg snakker ikke om de 20% der altid er med på det gode, men på de øvrige 80% andre.

Vi professionelle måltidsformidlere skal løfte vore glædesspredning når vi snakker mad. Og så skal vi udvikle et studium for madglade entusiaster med gode hjerner, som vil udvikle og udtænke måltidsarkitektur som en disciplin. Som en nødvendighed. Som den største naturlighed og med glæden ved at spise som effekt. Alt sammen i folkesundhedens tjeneste. Og i miljøets tjeneste – hver gang vi tager en bid, tager vi også en bid af den natur vi ønsker at se på markerne.

Madspild er vor tids største groteske og etiske problem. Mens vi dræner al næring ud af jorden for at producere til overflod – den selvsamme jord, som skal bringe os næringen – så kasserer vi op mod halvdelen af afgrøderne. Alt imens at vi smider mad ud som kunne have brødfødt 3 milliarder mennesker, lider 1 milliard af sult og 36 millioner dør af uhensigtsmæssig vestlig levestil. Alt i alt en fuldkommen grotesk situation: Hvordan er vi havnet i den moral-spasme, at det er OK at smide dyrebar næring ud på bekostning af udtømning af jorden ressourcer samt af klodens evne til at ernære os bæredygtigt?

Birgitte Escherich – kendt fra ”Ha det godt” programmerne på DR1 samt lørdagsklummer i Politikens Mad tillæg har arbejdet med emnet i 11 år: Vi kan med utrolig simple tiltag gøre det meget anderledes, både på kort og lang sigt. Birgitte vil også inddrage mere filosofiske betragtninger om menneskers længsel efter autentisk mad og koble det til paradokset, at vi samtidig smider mad ud. Et overordentlig inspirerende og lærerigt foredrag, som vil ændre dit forhold til madspild.

Kom og være med den 28. Februar kl. 16.15 og igen kl. 18.25 på Skærbæk Distriktsskole, Skolegade 19, 6780 Skærbæk.

Det er opløftende for sundhedstilstanden og for menneskers oplevelse af det autentiske måltids betydning for en sundhedsfremmende måltidskultur, at der dukker forskningsresultater op, som viser at ægte mad virker, mens den kunstige udgave ikke gør. I dette tilfælde viser ny forskning at antioxidanter virker mod slagtilfælde hos især kvinder, når de spiser sig til dem. Ikke når der indtages kunstige udgaver i form af kosttilskud.
Det har altid konsekvent været mit primære budskab i alle mine foredrag, undervisning, klummer, bøger m.m. Gennem de sidste 11 år, at det giver en større sundhed at spise sig til den fremfor at spise et kosttilskud som erstatning. Naturligvis kan der være særlige forhold, hvor et kosttilskud anbefales. Men, grund-måltiderne skal være fyldestgørende på baggrund af autentiske råvarer. Og selvom der skulle være behov for kosttilskud i særlige tilfælde, vil det ALTID være hensigtsmæssigt at måltiderne et velsammensatte – både smags- og ernæringsmæssigt set.

Den næste diskussion er så hvad fødevare-autenticitet er? Hvor langt kan vi bevæge os fra den naturlige udgave og så til den designede udgave. Og hvordan kan og skal vi måle det? Kan vi kalde en 40-dages vækstfremmet kylling for autentisk? Sammenlignet med en naturidentisk udgave som har levet i 80 dage med naturfoder? I princippet er det måske tid til at vi rydder op i designer-fødevarerne: I min optik spår jeg at forskningen vil finde flere og flere eksempler på, at de kunstige udgaver af fødevarer ikke kan det samme for hverken mennesker, dyr, planter og jord som de autentiske.

Netop bekræftelsen af at fødevarer der er født og opvokset i et ægte sundt og naturligt miljø og har haft den vækstperiode som den naturligt har giver anledning til hede diskussioner. Det er punkt nummer 1. hos modstandere af økologi at “man kan ikke bevise det er sundere”. Her må jeg bare sige: Om får lov – lad os dog bruge vores mavefornemmelse og visdom. I de tilfælde hvor både visdom og mavefornemmelser på fødevare-etisk område er veludbygget, så er dette ikke til diskussion i min optik.

Læs nærmere om forskningsresultatet hos Stroke (på engelsk).

For Hatting har Kostkompagniet udviklet et nyt unikt morgenbrød – Havrestykker – der er dedikeret til B2B-markedet og derved vil kunne opleves i kantiner og på restauranter. Brødene er bagt med  grovvalsede havregryn og fuldkornsdurum – havregrynene giver brødene et ”hjemmebagt” præg i konsistens og smag og bidrager til højt indhold af både fibre og fuldkorn, så brødene oppebærer både Nøglehul og Fuldkornsmærke. Havrestykker er ruder-formede og drysset med blå birkes. Et Havrestykke vejer 100 gram,.

Langt de fleste forbrugere stoler blindt på datomærkninger.

Big Business, er nok det mest dækkende ord for industriens datomærkning af de især langtidsholdbare fødevarer som eks. tør- og dåsevarer. Men går vi et spadestik dybere end, at det “bare” er big business, så er der nogle dybt uetiske problemstillinger ved de upræcise datomærkninger, som de i virkeligheden er.

Først og fremmest skabes den store forretning i at forbrugere ikke er uddannet i at bruge deres sanser i køkkenet. Det betyder at langt de fleste forbrugere stoler blindt på datomærkninger og derfor smider råvarer ud, som i virkeligheden intet fejler, for så at købe noget nyt. Heri ligger der et kæmpe omsætningspotentiale, som både supermarkeder, bønder, fødevareindustri og transportsektoren tjener penge på. Det er ellers fuldkommen enkelt at smage og dufte sig til en sikker vurdering af fødevareres spisepotentiale: Dufter det godt eller ikke af noget og smager det som det skal, ja, så værsågod at spis.

Dernæst har vi et dybt uetisk problem: Op mod halvdelen af de fødevarer, som produceres i denne verden når aldrig ind i mundhulen. Det er problematisk. Dels fordi at fødevarer i stor stil produceres på ubæredygtige metoder, som forurener vores miljø med pesticider, kemikalier, medicin, farvestoffer og uetisk dyrehold. Alt sammen til fordel for at producere enorme mængder til priser, der alt sammen forårsager, at vi føler, at vi kan tillade os bare at smide det ud. Dels er ca 10-12% af al co2 udledning i følge den grønne tænketank Concito (min personlige mavefornemmelse er, at det tal er noget større) i denne verden er forårsaget af produktion og transport af fødevarer. Igen en helt uetisk og fuldkommen ubegavet måde at begå sig på i eks. miljøsammenhænge.

Der vil i nær fremtid banke et bæredygtighedsdilemma på hver og en borgers og fødevareproducents/ industris dør. For stort set al fødevareproduktion, forbrug, salg og distribution er forbundet med stor uvidenhed, dovenskab, cool business og sløseri. Og den adfærd kan ikke implementeres i et grønt-/ klima- og bæredygtighedsregnskab.

Vi vil derfor komme til at se et paradigmeskift indenfor al fødevareproduktion (og på mange andre væsentlige områder, men det er en anden diskussion) og forbrug. Lige nu ser vi industrien gøre endnu mere af det vi egentlig allerede for længst har konstateret ikke holder; nemlig endnu flere regler, endnu flere pesticider, endnu mere økonomisk håndfast magt i fødevareproduktionen/ industrien og i interesseorganisationer. Men, både forbrugere og fødevareproducenter/ industri er nød til at slippe og gå med i modstanden. Rydde op og få taget hul på det nye paradigme om ægte bæredygtighed. Det er ikke nice to do, men need to do!

Vores kønsløse forhold til mad, fødevarer og måltider og evnen til at tage god næring til sig er grundlaget for at madspild kan forekomme. Åndeligt og sanseligt er især den vestlige menneskehed sat på stand by. Vi lader os overvælde af sanseforurening døgnet rundt – børns fødes ind i det, så det er vores referenceramme for, hvad vi formår af eks. at kunne smage og dufte ordentligt. Og at have fordybelse i sit liv. Den filosofiske dimension i denne problemstilling er derfor påtrængende, nemlig at fysisk såvel som åndelig føde er detaljegjort i den fremtrædende vestlige kultur. Og derfor er det så nemt bare at købe og smide ud i et livslangt hamsterhjul.

Vi er derfor 1.: Nød til at skabe nye rammer for, hvordan vi som mennesker såvel som industri/ fødevareproducent kan tillade os at opføre os overfor denne jord. 2.: Vi er alle nød til at ændre adfærd, kigge os selv i det etiske morgenspejl og skabe de ændringer vi selv ønsker at se i verden. 3.: Vi kunne med fordel øge vores kompetencer i at være etiske og moralske forbrugere og producenter – der mangler nemlig både viden, kundskab og visdom. 4.: Vi kunne med fordel finde vores egen plads i vores egentlige BEHOV for at forbruge, således vil vi kunne mærke en overbevisning om, at begavet forbrug kommer hele kloden til gode. 5.: Når disse parametre er opfyldt, vil det skabe en ny produktions- og forbrugeridentitet, som vil understøtte bæredygtighed.

Bragt i Politikens debatsektion mandag 2. januar 2012.

Arrangement sammen med Miele omkring god smag og bæredygtighed

Lørdag d. 24. marts 2012 sætter Miele fokus på god smag og bæredygtighed i køkkenet med et forrygende arrangement i Miele Gallery i Vejle. Vi har inviteret forfatter, debattør og foredragsholder Birgitte Escherich, der vil dele ud af sin enorme viden om gastronomi, ernæring, smagssensorik og økologi, og alle interesserede er meget velkomne.

Birgitte vil gå aktivt i køkkenet med os, og du vil blive budt på spændende smags- og dufteprøver samt masser af aha-oplevelser, mens Birgitte inspirerer dig til at tænke på både, økonomi, bæredygtighed og mindre madspild, når du fremover går i køkkenet. Hun vil stå til rådighed med masser af råd, vejledning og hverdagstips, og som deltager vil du modtage hendes bog ”Køkkenkræs og kloge kontanter”, så du kan gå direkte hjem og følge din nye viden op.

Arrangementet koster kr. 125,-.

Tilmelding på: gallery@miele.dk. Læs meget mere på www.miele.dk/events

Danmark er ’brændt barn’ i processen om mad i daginstitutioner.  Med al den dårlige mad, vi tillader os, hvordan kan vi så nogen sinde tro på, at maden til vores børn skulle være bedre end som så?

Jeg kan lige så godt tage bladet fra munden her i øverste linje og sige, at jeg er for vuggestuemad, børnehavemad, skolemad, sfo-mad, klubmad og i det hele taget for mad og ikke imod.

Det har været forrygende at se positiv madenergi i medierne fra forældre, der ynder at smøre en anstændig madpakke selv, og som derfor frygter en degradering af sundhedsgastronomien i barnets hverdag ved en madordning. Lige præcis den skarpe tunge for måltidet er meget vigtig i udvikling af landets maddannelse – til senere opbygning af national madselvtillid.

Madordningen skal være gennemtænkt
I helikopteren kan jeg se, at det, der er sket i denne proces om institutionsmad, er det, der bare ikke må ske i vores madmindreværds-skrøbelighed: Når vi som nation søsætter et så universelt og intimsfære-påtrængende projekt, skal alt være gennemtænkt, planlagt og beregnet for at lykkes.

For at sige det kort: Jeg ville være blevet fyret, hvis jeg havde kørt en tilsvarende proces i en privat virksomhed.

Ingen garanti for kvalitet
Som forælder har man absolut ingen garanti for og tro på, at maden overholder en vis råvare- , ernæringsmæssig og gastronomisk kvalitet, for hvad har vi at stole på? Hvad er vores erfaringer? At danskere kan man spise af med hvad som helst, bare der er meget af det, og det er billigt.

Men dette billede er ved at rykke sig, og der er en stor skare – sikkert også dem, der klamrer sig den hjemmesmurte gode madpakke – der ikke vil lade sig og sine børn blive spist af med den menu. Vi vil gerne have knoldselleri, hvidkål, gulerod og linser, men det skal være hæderligt, ordentligt tilberedt og have et seriøst ernæringsniveau. Og det er her, hunden ligger begravet.

For hvis vi nu havde en madkultur med selvtillid, med en tradition for ufravigeligt gode, hæderlige måltider, ja så kunne vi jo også trygt overlade madlavningen og maden, vores kære poder skal spise, til veluddannede madhåndværkere.

Kålen mangler kreativitet
Vi står bare i det her dødvande – i disse generationer – hvor vi som nation vakler mellem nærighed, alt for ringe køkkenuddannelser, ringe tværfaglighed mellem sundhed/ernæring og gastronomi, manglende indsigt i råvarer og for lav kreativitet i forhold til at trylle et guddommeligt måltid ud af et hvidkålshoved.

Men når vi får lov at smage på det veltilberedte hvidkålshoved, så er vi vilde i køkkenvarmen og bønfalder madskoler, kogebøger og køkkencoaches om hjælp til at rydde op i al skodmaden.

Køkkenet bestemmer niveauet
Med den bagage, hvordan kan vi så smide den bombe, at nu skal dit barn altså fodres af med et – set fra forældrenes synsvinkel – uoplagt måltid på lavbudget af tvivlsomme råvarer? Det er ikke nødvendigvis virkeligheden, at maden er/bliver sådan – for der findes bestemt masser af steder, hvor maden vil blive rigtig god, og hvor processen kører godt, men desværre er der ingen national garanti.

Maden bliver lige så god eller dårlig som de (rå)varer, der indkøbes, og de køkkenfaglige kompetencer, der rører i gryderne.

Men når det er sagt, er der absolut ingen tvivl om, at et måltidsmiljø i offentlige institutioner vil kunne skabe en kollektiv maddannelse og en optræning i fokus på at tage os godt af os, hvilket er yderst desperat tiltrængt.

Men det skal gøres ordentligt.

Sagen er bøf
Det koster det, det nu engang koster, at tilberede et måltid mad af almindelige råvarer (som hvidkål og knoldselleri). Det skal bare smage godt af noget og af friske råvarer, det skal være sundt og følge de otte kostråd – det er så såre enkelt, at det skriger til himlen.

Det kræver uddannelse, logistik og budget. Og så skal vi lige igen huske, hvor stor værdi (læs penge, glæde og sundhed) der ligger gemt i god smag, fiberholdige og fuldkornsråvarer og god tekstur.

Bragt i Politiken 21. feb. 2010

Stoffer som kødklisteret thrombin bomber vores maddannelse tilbage. Jeg er stolt af, at Danmark stemte imod kødklisteret thrombin i EU.

Men lad mig alligevel reflektere over de konsekvenser, som jeg mener er potentielle faldgruber, når det nu alligevel lister sig ind på det danske marked:

Fedmen
I hele den vestlige verden kæmper vi med milliarder og atter af milliarder af kroner til forebyggelse og bekæmpelse af fedme – vi må bare se i øjnene, at det stigende antal kalorier, som verden over fortæres via dårlige, helfabrikerede, fede måltider af slørede affaldsprodukter, ringe fødevarekvalitet og tilsætningsstoffer, påvirker udviklingen af fedme.

Jo mere sløret et måltid er – fordi det med al sandsynlighed er et præfabrikeret sminket lig – des sværere er det at vurdere, hvad man spiser. Og jo højere ’ledvogtereksamen’, der skal til for at forstå, hvad et produkt indeholder, des flere er der, som ikke kan gennemskue deres egne måltider med hensyn til ernæring, smag og kvalitet.

Sisyfos
Vi skyder os selv i foden: På den ene side postes der penge i madeksperimentarier, udvikling af måltidskultur, bekæmpelse af dårlige madvaner, konkurrencer for supermarkeder i at sælge sunde varer, madpakkeprojekter og en skov af andre projekter og puljer til fremme af det hæderlige måltid i sundhedens navn.

På den anden side tillades stoffer i maden, der kan få en madvare til at være noget, den ikke er. På den måde kan vi fortsætte sisyfosarbejdet i én uendelighed. Det er en helt ualmindelig himmelråbende dumhed at trodse al den forskning og generationer af erfaring, der tydeligt indikerer, hvad vi i hvert fald ikke bør og bør gøre for at fremme livskvalitet på måltidsiden.

Social ulighed
I dag kæmpes der en næsten uvindelig kamp for at vende dårlige madvaner til gode. Og vi må desværre sande, at der er en social ulighed i, hvem der har hvilket sundhedsniveau. Nu forblindes man yderligere til at købe billige, ringe fødevarer, fordi thrombin kan få en senet, gammel malkeko til at ligne en lækker velhængt mørbrad.

Man skal ikke have læst megen avis for at vide, at stoffet ikke er noget, vi glæder os til at spise – men den viden når ikke de dårligt socialt stillede. Oven i købet kommer det måske til at stå med SMÅT, at dette importerede helfabrikerede måltid er tilsat thrombin. Her kan vi så igen minde os selv om, at den indsats, vi gør med den ene hånd, modarbejder vi med den anden.

Laveste fællesnævner
At vi i dette år 2010 ikke er kommet længere end til laveste fællesnævner for, hvad vi ønsker fra politisk side (EU) at tillade som menneskeføde – trodser simpelthen enhver beskrivelse. At vi ikke har fattet konsekvenserne af de sidste generationers fejlslagne fødevarepolitik, som nu viser sig som et vink med en vognstang i form af fedme og andre livsstilssygdomme – det er lige så ubeskriveligt. At vi ikke endelig kan finde ud af at ’trække en streg i sandet’ og tænke over, hvor ringe mad vi egentlig vil spise/tillade.

Alle tendenser, trends, forskere og frontløber-forbrugerpræferencer peger hen imod gennemskuelighed, autenticitet, sporbarhed. Hvordan kan stoffer som thrombin så pludselig dukke op?

Det er naturligvis et ønske fra industrien – det handler udelukkende om ’tisse-i-bukserne-penge’, det vil sige, at der på kort sigt kan scores en masse penge på sådanne tiltag. På lang sigt undergraver vi vores egen natur og ’ha’-det-godthed’. Samtidig forplumres ernæringsmæssige kriterier og dyder. Vi ved allerede, hvad det koster ikke at have styr på det – milliarder og atter milliarder verden over.

Bragt i Politiken 14. feb. 2010

Vi har vænnet os til, at det skal smage sødt for at smage virkelig godt. Der kan vel næppe være nogen, der er i tvivl om, at vi skal spare på sukkeret – det er ét af kostrådene.

Det lyder da egentlig meget enkelt, men ikke mindst industriens raffinerede måder at bruge forskellige sødemidler på, kunstige såvel som mere eller mindre naturlige, er en verden for sig.

Lige præcis denne problemstilling må vel være baggrunden for, at mange af os i tide og utide kommer til at købe slik forklædt som mad. Det kunne være yoghurter, myslier, brød, morgenmadsprodukter, lightkager m.m., som ser sunde og gode ud. Det er de bare ikke, når vi får kigget på sukkerindholdet.

Indtag kun 10 procent energi fra sukker
Det anbefales, at højst 10 procent af energien i dagens måltider stammer fra sukker. Det svarer til maks. 30 g sukker om dagen for et børnehavebarn, 45-55 g for et skolebarn, 55 g for en voksen kvinde og 70 g for en mand.

Til sammenligning er der 39 g sukker i en pose med 90 g vingummi.

Naturligt forekommende sukker tæller ikke med i regnskabet. Det er sukker, der naturligt findes i råvarer som frugt, grøntsager og mælk. Men så snart man udvinder sukker fra f.eks. roer, frugt og mælk, optræder det i koncentreret form og tæller derved med som tilsat sukker, når det tilsættes måltider og fødevarer.

Honning tæller også som tilsat sukker.

Grænser for sukkermængder
Den officielle anbefaling lyder på, at mejeriprodukter højst bør indeholde 9 g sukkerarter. Når der står ’sukkerarter’ på emballagen, omfatter er det den samlede mængde sukker i produktet – i dette tilfælde altså også mælkens naturlige indhold af laktose. For alle brødtyper går grænsen ved maks. 5 g sukkerarter i alt.

Morgenmadsprodukter, som virkelig kan være svære at gennemskue, bør højst indeholde 13 g sukkerarter – heraf højst 10 g tilsat sukker.

Sukkerfrit kan sagtens være kalorierigt
I morgenmadsprodukter gælder det om at have fokus på tørret frugt, som ikke er tilsat sukker, men som jo er opkoncentreret og dermed trods alt må tælle med i sukkerregnskabet.

Til at give den søde smag uden at bruge sukker kan man anvende sødemidler, der ikke er energigivende.

Men selv om et produkt ikke indeholder sukker, kan det sagtens være kalorierigt. For sukker bidrager ikke bare med sødme, og hvis man trækker sukker ud af en opskrift, kommer der til at mangle noget volumen – det, sukkeret fylder.

Sukkerets mange funktioner
Derudover har sukkeret en række funktioner såsom at konservere, bevare frugts farve, øge isens frysepunkt, så den er mere cremet m.m. Disse funktioner skal andre produkter også opfylde, og de produkter er ofte energigivende.

Hvis et produkt skal ende med at være både sukker- og kaloriereduceret, skal erstatningsingredienserne altså indeholde mindre energi end sukker.

I stedet for sukker bruger man ofte ingredienser som oligo- og polysakkarider, nedbrydningsresistente stivelser og maltodextriner, gums og lignende. Det er ikke ligefrem ingredienser, vi forbinder med gastronomiske guddommeligheder.

Vi bliver afhængige af det søde
Alt i alt er vi igen ude på et skråplan, når vi vil ’snyde’ os til en oplevelse, som vi umiddelbart tror er synonym med den ægte udgave. Selv om der ikke er råbt vagt i gevær med hensyn til vores indtag af sødemidler, er det alligevel et skråplan, for vi vænner os til, at det skal være sødt, sødt, sødt.

Ironisk nok kan sødemidlerne derfor have medvirket til, at vores sukkerforbrug er eksploderet – 22 kg sukker per dansker per år er vi oppe på.

Mit budskab er derfor: Nyd din kage og læskedrik med stor glæde i afbalanceret målestok – og husk, at mere læskedrik ikke giver mere glæde – og gør det med manér: En toplækker luksuskage en gang imellem, én supergod sodavand (maks. 1/2 liter per uge)

Bragt i Politiken 5. feb. 2010